Alt du skal vide om RCS-registrering og agent-håndtering
Vi vil i dette blogindlæg give et indblik i processen med at komme i gang med RCS Business Messaging, herunder registrering af en såkaldt ‘RCS agent’, som er et krav inden man kan sende RCS-beskeder. Bemærk, at vores eksperter naturligvis sørger for at hjælpe med hele processen, samt at gøre det så simpelt som muligt for dig.
Hvis du tidligere har sendt SMS-beskeder via vores API, så vil en del af det være genkendeligt, hvilket også er grunden til, at flere i messaging-branchen betegner RCS som ‘SMS 2.0’. Der er dog nogle punkter, hvor RCS adskiller sig markant fra SMS, heriblandt hvordan store dele af det er bundet op på RCS agenten.
Inden vi dykker ned i de forskellige punkter i forløbet med at registrere sig, vil vi se nærmere på hvad en RCS agent præcis er og til sidst lidt historisk perspektiv på, hvorfor en stor del af RCS-teknologien er rodfæstet i Google.
Hvad er RCS agenter?
En RCS-agent er en verificeret digital identitet, som et brand bruger til at kommunikere med modtagere via RCS. Det minder dermed på nogle punkter om det klassiske SMS Sender ID.
Agentens primære formål er todelt:
- Brandkommunikation: Den fungerer som brandets officielle og verificerede afsender. Dette omfatter navn, logo, beskrivelse, kontaktoplysninger og relevante links.
- Sikkerhed: Den fungerer som en vigtig sikkerhedsforanstaltning, der beskytter både brandet og RCS-mediet mod misbrug og uautoriseret brug.
Når et brand sender RCS-beskeder til brugere, vises RCS-beskeden i enten Google Messages (Android) eller iMessage (Apple) på brugerens enhed. Ved at klikke på brandnavnet øverst i beskeden kan brugeren se yderligere oplysninger om brandet.
Her er det også vigtigt at bemærke, at hvis en RCS-besked ikke kan leveres, f.eks. på grund af enhedens eller netværkets inkompatibilitet, udløser GatewayAPI platformen et automatisk fall-back til SMS. Denne mekanisme sikrer dermed, at beskeden stadig når sikkert frem.
Google & RCS
RCS har eksisteret siden 2007, og har haft en broget historie, hvor der gennem tiden har været flere forsøg på at få teknologien til at slå igennem med en fælles standard. I 2015 trådte Google ind i projektet med målet om at få det implementeret i Android styresystemet. I 2016 fik GSMA (sammenslutning af teleoperatører) en fælles Universal Profile på plads, hvorefter det tog ekstra fart. Med tiden blev mere og mere af RCS bundet op på Google, og i dag benytter de fleste mobiloperatører Google som tjenesteudbyder til at aktivere RCS på deres netværk.
I længere tid var den helt store udfordring, at Apple enheder stadig var uden for RCS beskedernes rækkevidde, men efter massiv pres lykkedes det i 2023 at få Apple til at forpligte sig til at understøtte teknologien, og dermed sikre at både Android og Apple enheder ville blive RCS-kompatible. Implementeringen begyndte i 2024 med udrulningen af iOS 18 i store dele af verden med fokus på RCS beskeder mellem privatpersoner, og altså ikke fra brands til privatpersoner. Sidstnævnte kræver en særskilt teknisk og kommerciel proces.
I skrivende stund mangler Apple og en række teleselskaber stadig at få de sidste detaljer på plads for at sikre fuld dækning for RCS beskeder fra brands til privatpersoner i hele Norden samt Europa, men der er god fremgang, så vi er meget optimistiske. Du kan altid hive fat i os, hvis du ønsker at få den seneste update på, hvor langt udrulningen er kommet i de lande, hvor du ønsker at sende RCS-beskeder.
Registrering af en RCS agent trin for trin
Vi vil nu gå i dybden med registreringsprocessen af en RCS agent og de forskellige punkter, der skal gennemgås, samt hvad der er en god idé at have afklaret inden.
Der kan være forskellige krav i de enkelte lande baseret på de lokale teleoperatørers retningslinjer. Vi vil naturligvis hjælpe med at navigere i dem, samt sikre at RCS agenten er kvalificeret til at blive aktiveret på så mange markeder som muligt efterfølgende.
Som nævnt er denne strikse proces skabt for at undgå, at RCS bliver anvendt til svindel, ligesom vi har set det med SMS-teknologien. RCS agenter er dermed også en rigtig god nyhed for brands, da sikkerhedsmekanismerne mere eller mindre garanterer, at ingen andre kan (mis)bruge deres brandnavn som afsender.
Trin 1: En eller flere agenter?
RCS-beskeder fra et brand vises i modtagerens besked-app, hvor brandets navn, logo, beskrivelse og andre profiloplysninger er synlige. Denne klare branding øger troværdigheden og genkendeligheden.
Et brand kan vælge at have én samlet RCS-agent til al kommunikation eller opdele i flere agenter til forskellige afdelinger, fx kundeservice og salg. Overvej dog brugeroplevelsen nøje, da for mange separate agenter kan forvirre modtagerne.
Trin 2: Vælg agentens region
Brandet skal vælge, hvilken region agenten skal operere i: Nordamerika, Europa eller Asien/Stillehavsområdet. Valget bør baseres på, hvor ens brugere befinder sig og på gældende lokale krav – typisk vælger man den region, der er tættest på ens kernemarked for at minimere forsinkelse.
Alle regioner har dog lige adgang til teleselskaber verden over, så man behøver ikke vælge region ud fra specifikke operatører. Vær opmærksom på, at regionen ikke kan ændres efter at agenten er oprettet.
Trin 3: Vælg beskedkategori (RCS-type)
I Googles terminologi skal man vælge én beskedkategori for agenten, alt efter hvordan man forventer, at kommunikationen bliver.
Der er to hovedtyper: Basic/Single RCS (til enkeltstående beskeder uden forventning om svar) og conversational (til løbende dialog med brugeren i flere beskeder). De to énvejs-kategorier fungerer i praksis ens, så man kan frit vælge en af dem til simple notifikationer – Single RCS beskeder tillader dog væsentligt flere funktionaliteter og koster derfor også mere pr. besked.
Valget af kategori afgør desuden takseringsmodellen for trafikken (om der betales pr. samtale eller pr. besked) og kan kun ændres, indtil agenten lanceres. Efter lancering kan kategorien kun justeres ved at kontakte Google support.
Trin 4: Vælg agentens use case
For hver RCS-agent skal man også angive en use case, dvs. hvilket overordnet formål og indhold beskederne har. Se eksempler på forskellige use cases her.
Google opererer med fire use case-kategorier:
- OTP – engangskoder til fx login eller transaktionsbekræftelser
- Transactional – transaktionelle notifikationer, fx kontoalarmer, kvitteringer og forsendelsesopdateringer
- Promotional – marketingbeskeder som tilbud, kampagner og generel branding
- Multi-use – en kombination af servicebeskeder og reklame/marketing i samme samtale
Hver kategori har sine begrænsninger for, hvad der må sendes, så det er vigtigt at vælge den, der passer bedst til ens formål. Man kan ikke ændre use case, efter agenten er indsendt til endelig godkendelse, så beslutningen er permanent for agentens levetid.
Trin 5: Eksempel på agentvisning
Vedhæft skærmbilleder og en kort video, der viser agenten fra en slutbrugers perspektiv, fx en promotional besked eller en notifikation.
Formålet er at give et klart billede af, hvad der skal godkendes, og gøre det nemmere for operatørerne at forstå eventuelle klager eller henvendelser fra modtagerne af RCS-beskederne.
Trin 6: Angivelse af senderprofil (agent information)
Når du opretter en RCS Business agent, skal du udfylde oplysninger om senderprofilen, før agenten kan godkendes og lanceres. Disse oplysninger omfatter bl.a. navn, beskrivelse, farver, logo, billeder og kontaktinfo, herunder telefon, e-mail eller website.
Brandnavnet skal være konkret og genkendeligt. Bemærk, at generiske navne som f.eks. ‘2FA’ eller ‘biludlejning’, som udgangspunkt ikke er tilladt. Derudover må der ikke anvendes agentnavne, der lyder ens, eller flere aktive agenter til samme use case.
Eksempler på best practise:
- Farve: Brug en farve med minimum 4,5:1 kontrast mod hvid (for bedre læsbarhed).
- Logo: 224×224 pixels, maks. 50 kB, beskæres som en cirkel
- Banner/hero-billede: 1440×448 pixels, maks. 200 kB
- Kontaktinfo: Du skal mindst angive én form for kontakt (telefon, e-mail eller website), som skal være kundevendte.
- Juridiske dokumenter: Link til privatlivspolitik samt betingelser og vilkår på lokalsprog eller med mulighed for oversættelse.
Når alt er udfyldt korrekt, får agenten status som klar til lancering og kan derefter sendes til godkendelse hos de valgte mobiloperatører. Efter lancering kræver enhver ændring en ny godkendelse.
Bemærk, at det kan tage flere uger (ofte 4–6 uger) at få en ny RCS-agent verificeret og godkendt.
Kom i gang med RCS messaging i dag med GatewayAPI
Giv dine kunder en ekstraordinær oplevelse via RCS Business Messaging. Det er lige så enkelt som SMS – men langt mere effektivt. Vores eksperter sidder klar på livechatten til at hjælpe dig hurtigt i gang.
GatewayAPI har nogle af de laveste priser i størstedelen af verden kombineret med en intuitiv brugergrænseflade, support i verdensklasse og en solid historisk oppetid på over 99,99% i gennemsnit.