Hvordan opsætter jeg country & rate limiting?
Lær, hvordan du konfigurerer landebegrænsninger og rate limiting, så din GatewayAPI-konto kun kan sende SMS-beskeder til bestemte lande eller med den grænse, som du udtrykkeligt har godkendt.
Denne sikkerhedsforanstaltning sikrer, at selv hvis dine API-nøgler skulle blive kompromitteret, eller nogen udsætter dig for et SMS pumping/AIT-angreb, kan din konto ikke sende SMS-beskeder til blokerede lande – dvs. lande der ikke er på din liste over godkendte lande.
Bemærk, at som udgangspunkt er alle lande tilladte, når du opretter en ny konto. Hvis du vil begrænse adgangen, skal du derfor manuelt gå ind og vælge de lande, der må sendes trafik til.
Bemærk desuden, at du skal bruge det nye Mobile Messaging API for at kunne benytte rate limiting funktionen.
Sådan sætter du det op
Se vores trin-for-trin guide nedenfor, hvor opsætningen gennemgås i detaljer.
Trin 1: Naviger til country & rate limiting værktøjet
Du kan konfigurere landeblokering under dit dashboard ved at klikke på “SMS” → “Country & Rate Limiting” og derefter vinge funktionen af.
Trin 2: Vælg de lande, du vil sende SMS’er til
Du kan enten fremsøge lande i søgefeltet eller vælge dem på listen. Du sætter et land på tilladt-listen ved at klikke på det, så det dukker op i kolonnen til højre. Hvis du har trykket på et forkert land, kan du fortryde ved blot at klikke på det igen.
Trin 3: Angiv rate limits (valgfrit)
- Klik på de tre prikker ud for landet under Handlinger → Rediger grænse.
- Skift til Daglig grænse, og angiv det ønskede antal beskeder.
- Klik på Gem.
Bemærk: Funktionen understøttes ikke på REST API’et.
Koster det noget at bruge country & rate limiting?
Nej, der er ingen ekstra omkostninger ved denne feature – den er helt gratis.
Hvad sker der, hvis man alligevel forsøger at sende en SMS til et blokeret land?
Hvis en SMS bliver sendt afsted til et land, der ikke er sat på listen over tilladte lande, vil det resultere i en 422 HTTP fejlkode – SMS’en bliver ikke leveret, og der vil ikke blive opkrævet for beskeden. Dette gælder også for masseforsendelser til en gruppe af lande, hvor et eller flere lande ikke er markeret som tilladte lande. I så fald bliver ingen af meddelelserne sendt eller faktureret.
Hvordan fungerer country & rate limiting, hvis modtageren roamer?
Hvis modtageren af beskeden er ude og rejse og opholder sig i et land, som du har blokeret, vil beskeden stadig gå igennem. Det skyldes, at en eventuel blokering sker i vores system inden udsendelsen med udgangspunkt i mobilnummerets landekode (fx +45), og ikke hvor modtageren befinder sig.
Rate limit funktion: Hvordan fungerer blokering af beskeder, når en grænse er nået?
Når din udgående SMS-trafik kommer op på den konfigurerede daglige grænse for en destination, stopper vores system behandlingen af beskeder, der kommer derefter. Der er ingen omkostninger for beskeder, der er blevet blokeret.
GatewayAPI sender en webhook med en leveringsrapport (DLR) for hver blokeret besked. Webhooken indeholder fejlkode 0x1908 sammen med følgende besked:
“Destination blocked – geo restrictions applied”.
Rate limit funktion: Hvornår nulstilles de daglige grænser?
Alle landetællere nulstilles automatisk hver dag kl. 00:00 UTC. Så snart klokken er midnat UTC, opdateres dine konfigurerede daglige kvoter, så normal afsendelse af beskeder kan genoptages med det samme.
Rate limit funktion: Kan jeg indstille en universel grænse for alle lande på én gang?
Ja. Du kan konfigurere indstillingen “resten af verden” for at tildele en standard daglig begrænsning pr. land på tværs af alle resterende destinationer samtidigt.
Det hjælper med at sikre din konto mod svindel, samtidig med at du ikke lukker helt ned for afsendelse af beskeder til alle øvrige lande.
Rate limit funktion: Hvilke API'er understøtter country rate limits?
Country rate limits gælder udelukkende for SMS-trafik, der sendes via følgende muligheder:
- Mobile Messaging API
- SMPP
Hvis du sender trafik via vores legacy REST API, er antallet af beskeder på din tilladte liste ubegrænset under standardopsætningen for country & rate limiting.
Læs vores vejledning her om, hvordan du skifter fra REST API’et til vores nye Mobile Messaging API, så du har mulighed for at benytte rate limit værktøjet.
Bemærk, at RCS-beskeder ikke er inkluderet i værktøjet og derfor er ubegrænset.
Rate limit funktion: Hvordan påvirker SMS-beskeder i flere segmenter den daglige grænse?
Sammenkædede SMS-beskeder kan give en tilsigtet overskridelse af grænsen. Hvis din grænse f.eks. er på 100 beskeder, og du har sendt 99, vil en to-segment-besked blive sendt igennem uden problemer. Dette bringer dit daglige antal beskeder op på 101, hvorefter alle efterfølgende udgående forsøg til det pågældende land straks blokeres.
Rate limit funktion: Vil en opdatering af grænsen medføre, at tidligere blokeret trafik sendes igen?
Nej. En forhøjelse af den daglige rate limit tillader, at ny trafik straks kan sendes igennem. Det udløser dog ikke en genudsendelse af beskeder, der blev afvist tidligere på dagen. Beskeder, der er blevet afvist, forbliver permanent annulleret.